Hvorfor sy sit eget tøj? Fordele ved slow-fashion

Som yngre købte jeg gerne nyt tøj, hver gang jeg skulle til fest. Det føltes pinligt at komme i det samme outfit flere gange, og jeg brugte virkelig lang tid på at jagte weekendens perfekte outfit (som oftest ikke blev brugt ret mange gange). Efter jeg er blevet ældre, og særligt efter jeg er begyndt at sy mit eget tøj, har mit syn på tøj ændret sig. Jeg elsker stadigvæk at klæde mig på, men jeg leder i højere grad efter noget, der kan holde længe - både når jeg køber tøj, og når jeg syr selv.

For syning handler ikke kun om kreativitet og om at skabe noget - det er også et (lille) opgør med fast fashion, en hyldest til håndværket og en investering i en garderobe, der kan holde i mange år. Sidst, men ikke mindst, er det for mig også en hyldest til det langsomme. For ting må gerne gå langsomt. Nogle gange skal de endda gå langsomt. Syning er en måde at holde fast i det på i en verden, der hele tiden fortæller os, at alting skal gå hurtigere.

Du får tøj, der passer til dig

Modeindustrien laver tøj ud fra standardiserede størrelser - ofte betyder det, at tøjet ikke passer helt, som man godt kunne drømme om. Jeg kan ikke tælle det antal gange, jeg har prøvet et par busker, der passede om lårene men gabte i livet. Når du syr dit eget tøj, kan du tilpasse mønster, længde og detaljer, så det passer præcis til dig. Det gør både tøjet federe at bruge - men øger også chancen for, at det bliver brugt igen og igen.

Du styrer kvaliteten

Fast fashion er ofte lavet af materialer, der mister form og farve efter meget få vaske. Ved selv at vælge stof til dine syprojekter kan du sikre, at dit tøj holder - og føles rart at have på. Du kan vælge naturmaterialer, genbrugsstof eller deadstock-stof, som eller ville være gået til spilde. Når jeg vælger stof til mine syprojekter, går jeg gerne efter genbrugsstof eller stof i naturlige materialer uden plastic.

Du skaber noget særligt

En af de klare fordele ved at sy selv er, at du kan få det præcis, som du vil have det. Du kan lege med mønstre, farver og detaljer - måske tilføje en krave eller en blondekant, hvis det er det, du føler for. (Begge dele føler jeg rigtig tit for..)

Du sparer ressourcer

Modeindustrien er en af verdens mest forurenende industrier - faktisk den anden mest forurenende industri i verden (1). I gennemsnit køber alle danskere 10,9 kg. nyt tøj om året (2), og mode vil, højst sandsynligt, aldrig blive bæredygtigt. Ved at sy dit eget tøj og fokusere på at sy items, der passer ind i din garderobe og holder sæson efter sæson - og ikke mindst ved at passe godt på tøjet, kan du være med til at gøre en forskel.

Du får et stærkere forhold til dit tøj

Tøj, vi selv har skabt, har bedre chancer for at overleve i vores garderobe, og ikke bare blive til endnu et stykke tøj, der hænger ubrugt. Fordi der er lagt tid og arbejde i det - og højst sandsynligt bærer det også på en bestemt historie. Det gør meget af det tøj, jeg selv har syet, i hvert fald.

Vil du være med i kampen mod en grønnere garderobe? Find mine mønstre her.

  1. Environmental impact of the textile and clothing industry

  2. Kortlægning af tekstilflow i Danmark

Forrige
Forrige

Syordbog - kend dit sylingo

Næste
Næste

Hvordan kommer man i gang med at sy?