Huskeliste når du skal lære at sy

Når du skal lære at sy, kan det godt være svært at finde ud af, hvilke ting man rent faktisk har brug for. Derfor har jeg lavet en liste over ting, som jeg synes er gode at have - inddelt i need to have og nice to have.

Tjek også min begynderguide til hvordan du kommer i gang med at sy.

Hvad skal du bruge?

Need to have

  • Symaskine. Priserne på symaskiner varierer rigtig meget, men de fleste mærker har en begyndermaskine, der ofte ikke koster det store, og som kan de mest basale ting. Min første symaskine var Singers ‘Simple’, som jeg var rigtig glad for. Den blå avis bugner også af symaskiner til rigtig fine priser - oftest også i rigtig god stand.

  • Opsprætter. Alle laver fejl nu og da, så en opsprætter er et must have.

  • Knappenåle. Til at sætte mønsterdele sammen med. Køb nogle, der har et metalhoved fremfor et af plastic. På den måde kan de overleve en tur med strygejernet. Alternativt kan du også bruge wonderclips - det er lidt en smagssag, hvad man foretrækker.

  • Stofsaks. Køb en stofsaks i god kvalitet - og brug den kun til stof. På den måde bliver den ved med at holde sig skarp.

  • Målebånd. Det er altid godt at have ved hånden.

  • Strygejern. Til at stryge sømrum og indsnit med. Det giver et smukt finish (som de ville sige i Bagedysten).

  • Stof. I begyndelsen syede jeg udelukkende i genbrugsstof. I genbrugsbutikkerne er der metervis af smukke duge og sengelinned, der har rigtig mange gode år tilbage i sig. På den måde kan du både spare penge og miljøet - og så gør det heller ikke noget, hvis projektet ikke blev helt, som du havde regnet med.

Nice to have

  • Overlocker. En overlocker er en symaskine, der syr kanten på stof rent, samtidig med at den syr en søm, der forhindrer stoffer i at trevle. Bestemt i ‘nice-to-have’kategorien, men hvis du bliver hooked på at sy, så er det en rigtig god investering.

  • Mønstervægte. Små vægte, der holder mønsteret på plads på stoffet, mens du klipper det ud. Konservesdåser fungerer også glimrende, omend æstetikken halter en smule.

  • Skrædderkridt. Jeg bruger næsten altid skrædderkridt eller tusch (en særlig tekstiltusch, der forsvinder af sig selv) til at markere eksempelvis indsnit

  • Nålepude. Jeg har en nålepude til at have om håndledet - vil nærmest kalde det en gamechanger. På den måde er knappenåle altid i nærheden.

Forrige
Forrige

Hvordan kommer man i gang med at sy?